Når det kommer til indretning, leder jeg altid efter de mere unikke fund, dem der giver noget ekstra og mere interessant til dit hjem og de klassiske nordiske toner. Særligt når rejserne går mod de varmere himmelstrøg, nyder jeg at gå på lokale markeder og fordybe mig i det lokale kunsthåndværk. Og MoroMoro- vaserne (som jeg har døbt dem) er mit nyeste fund. Forestil dig de smukke farverige vaser med lidt markblomster i et lyst nordisk rum.
Det viste sig at være en håndværksmæssig tradition med rødder langt tilbage til dengang, da Siciliens byzantiske byer som Palermo blev erobret af muslimske riger. Navnet Teste di Moro eller Moors på engelsk refererer til de arabiske indbyggere på Sicilien fra det 8. til det 11. århundrede og blev senere et gængs begreb for arabere. På dansk er den direkte oversættelse noget så simpel som hovedet af en fremmed.
I foråret besluttede jeg så – lidt spontant – at rejse til Sicilien på inspirationstur og headhunting. Jeg bookede fly til Catania, der ligger for foden af den aktive vulkan Etna. Jeg besluttede mig for at være afsted i fem dage, da jeg aldrig har rejst alene på den måde før. Turens formål var først og fremmest at komme ud i verden på egen hånd, spise god mad og selvfølgelig at møde forskellige kunsthåndværkere, besøge deres værksteder, se deres bud på de smukke Teste di Moro vaser og lære lidt om Sicilien. Alt dette skulle blive opfyldt!
Det føltes vildt spændende og samtidig ret grænseoverskridende at drage ud i verden helt alene og ikke kunne et ord italiensk. Okay, man kan selvfølgelig altid lidt, og man kommer da også lidt vej med buongiorno, scusi, pasta, prosciutto, gelato, grazie, arrivederci, ciao… men det var nok alt, hvad min italienske parlør kunne præstere. På nettet fandt jeg det smukkeste og fineste hotel midt i byen. Som klippet ud af et eventyr med gulvlange gardiner, høje paneler, næsten fem meter til loftet, overdådige materialer, guld krummelurer, lysekroner, smukke loftsmalerier og alt, hvad et italiensk hjerte kunne drømme om af ekstravagance fra en gammel tid. En perfekt setting til mit lille eventyr.
Jeg havde på forhånd lavet lidt research på byen og de omkringliggende byer. Inden afrejsen tog jeg forbi den lokale boghandler og fandt en rejsebog om Syditalien. Jeg noterede mig lidt gloser, så jeg ikke ville komme helt galt afsted, læste lidt om det lokale køkken og markerede forskellige lokale keramikere. I centrum af byen fandt jeg et par turistshops, besøgte det lokale fiskemarked, drak kold hvidvin til min Pasta di Norma og oplevede byen på egen hånd. Jeg fandt et par små designbutikker, der havde et interessant udvalg af lokale kunsthåndværkere, var forbi et pop-up designmarked i parken Bellini og fandt en lokal badeanstalt lidt uden for byen, hvor de lokale ældre kvinder og mænd hang ud i skyggen og spillede kort.
En tidlig morgen tog jeg den lokale bus fra Catania til den lille bjergby Caltagirone, der ligger omgivet af Iblei- og Erei-bjergene, ferskentræer, vinmarker og olivenlunde. Jeg havde nok aldrig fundet den rette bus, hvis ikke en venlig kvinde havde hjulpet mig. Hun var lærerinde i Caltagirone og skulle alligevel samme vej. Hurra! For bussystemet er fuldkommen vanvittigt og totalt uigennemskueligt – lidt som vinden blæser.
Caltagirone er kendt for at være keramikkens mekka med gyldne bygninger og overflod af fajancedekorationer, håndlavede krukker og farverige blomster. Byens historie går flere tusinde år tilbage, og den har tydelige arkitektoniske spor fra de spanske, normanniske og arabiske herredømmer. Takket være arabernes færdigheder indenfor dette kunsthåndværk er byen i dag prydet med keramik. Faktisk lyder fortællingen, at byen fik sit navn af araberne, der kaldte den Qal’at-al-ghiran, der betyder vasernes fort.
Jeg hoppede af ved den lokale station. Helt øde og midt ude i ingenting – så hurra for Google Maps og et par gode sneakers. Som jeg gik der tidlig morgen gennem byen med kurs mod det historiske centrum, begyndte byens kendetegn at poppe op – en elegant by med kærlighed til råmaterialet ler eller crita, som det hedder på italiensk. Det var helt magisk at gå gennem gaderne, der sirligt var dekoreret, små fliser på lygtepælene, mægtige vægdekorationer på facaderne, krukker på terrasserne og broerne over gaderne. Helt som jeg havde læst – og faktisk bedre endnu.
Efter den lille gåtur stod jeg for foden af den mægtige trappe, La Scalinata di Santa Maria del Monte, som byen er kendt for. Trappen har over 400 år på bagen og forbinder den høje, gamle del af byen med 142 trin, der er udsmykket med farverige håndmalede kakler dateret tilbage fra år 1608. Butikker og værksteder lå fint på række op ad byens stejle gader, om hjørnerne og i gyderne. Hele byen emmer af kunsthåndværket og de mange keramikkere har smukke butikker og åbne værksteder, så man kan følge med, mens de formgiver nye vaser og dekorerer dem på fineste vis.
